Anti-semitzionjudæo-ogsåvidere-isme..

14. oktober, 2009 af peterkal

Så er man jo ved at være godt i gang med det nye semester, der ser ud til at blive ret presset (bl.a. derfor jeg ikke har skrevet synderligt meget på det sidste), med udsigten til hele FEM eksamener til vinter..

Da jeg kom den første dag på semesteret, kunne jeg se frem til at skulle tage to fag; kommunikativt hebraisk (1) og moderne jødisk historie med videnskabsteori (smart nok får man først det fag, et semester efter at man skulle bruge viden fra faget).. Da jeg gik hjem, kunne jeg lægge moderne hebraisk litteratur og Jødedom, Kristendom, Islam – komparativt studie, oven i sammen med udsigten til en ekstraeksamen i kommunikativt hebraisk 2..

Det er jo alt sammen meget godt, spørgsmålet er, om jeg så kan overskue at skulle sætte mig ind i alt det stof og præstere at lave en nogenlunde fornuftig afslutning på dem til vinter:o)..

Anyway.. Jeg sidder allerede nu og skal afgøre hvad jeg vil fokusere på i opgaveskrivning i moderne jødisk historie.. Jeg havde egentlig sat mig fast på Zionisme, muligvis religiøs Zionisme, men et eller andet sted er jeg blevet lidt fanget af begrebet “anti-semitisme”.. Det gode ved det er jo, at jeg kan sætte det op mod anti-Zionisme..

Jeg må tilstå at jeg blev fanget af Morten Things “Anti”, i afsnittet “anti-semitisme” – til nogle folks store overraskelse, hvilket nok mere skyldes at de reelt ikke kender mig..

Når man betragter anti-semitismen som fænomen, så kan man ikke lade være med at blive lidt fascineret.. Og når jeg skriver “man”, mener jeg naturligvis “jeg”, men det andet lyder bedre:o).. Både fremkomsten af begrebet, samt hele diskussionen omkring det, om det er i en den “klassiske” kontekst eller den moderne..

Tag diskussionerne om f.eks. arabere kan være anti-semitter.. Nogle siger nej, da araberne selv er semitter (sandt), mens andre siger ja, da anti-semitisme ikke – trods navnet – er rettet mod semitter som helhed, men mod jøder.. Personligt er min indstilling, at hvis folk hælder til det første, så skal jeg nok kalde eventuelle semitiske jødehadere, for jødehadere i stedet for.. Men den diskussion er jo vitterligt bare retorik..

Og så alligevel ikke.. Ser man på baggrunden for “opfindelsen” af begrebet, så kan man ikke komme bort fra, at ordet “anti-semitisme” bunder i forståelsen af jøder som et semitisk folk med et semitisk sprog (hebraisk), men når man taler om semitter, især hvis man definerer ud fra sprog, så kan man ikke bare udelukke etiopiere, arabere, assyrere og armenere (var faktisk ikke klar over at armensk var et semitisk sprog, men det fandt jeg så ud af for nyligt)..

Godt nok brugte Wilhelm Marr begrebet “Antisemitismus” udelukkende rettet mod jøder, da han i skriveriet “Der Sieg des Judenthums über das Germanenthum” ville “adskille sin
holdning fra det religiøse jødehad”, som Morten Thing skriver det i “Anti”.. Morten argumenterer for, at der er forskel på “anti-Judaisme” og “anti-Semitisme”, da det første var rettet mod den jødiske religion, mens det sidste var rettet mod jøder som race.. Jeg er delvis enig med ham, omend jeg mener at anti-semitismen var gældene lang tid før Marrs skriblerier, i modsætning til Thing, der ser anti-semitismen som et udelukkende moderne begreb, da de kristne var tilfredse sålænge jøden lod sig konvertere til den kristne religion.. Noget jeg er delvist uenig i, da der var eksempler på, at dette ikke var nok, jøden var altid udspekuleret og aldrig oprigtig i sin kristendom.. Og nu er der dem, der vil argumentere for, at dette var sandt – altså at jøden ikke var oprigtig i sin kristendom – men dette er jo netop problemet, kristendommen var noget der var påtvunget jøderne og derfor kan man naturligvis ikke være oprigtig.. De jøder der vitterligt konverterede, grundet oprigtig overbevisning, var jo oprigtige.. Se konvertitten Pablo Cristiano som må siges at være særdeles oprigtig..

Anyway, det jeg egentlig vil frem til er forholdet anti-semitisme kontra anti-zionisme og brug af “holocaust”-kortet.. Jeg vil kort præsentere mine tanker her, men udbygge dem i et opfølgende indlæg, da det ellers bliver for langt:o)..

Er anti-semitisme og anti-zionisme det samme? Jeg vil selv sige nej, men jeg forstår godt at der er folk der ser det på den måde.. Og grænsen er udvisket, for der er mange der bruger angrebet på zionismen som et skalkeskjul for et angreb på jøder..

Men trangen til at sidestille al kritik af Israel med anti-semitisme, er trættende og forkert.. Det er muligt, at der er nogle som håber at det får folk med modvilje mod Israel til at holde mund, jeg tror dog bare det giver bagslag.. Og, for at sige det lige ud, det har tydeligvis ikke hjulpet..

Men mere om det senere..

Mvh

Pro kontra anti

14. oktober, 2009 af peterkal

Jeg har en tese..

Når man taler om en konflikt eller sag der kræver stillingstagen, så er der fire kasser man kan dele folk op i (groft sagt).. Pro-den ene, pro-den anden, anti-den ene og anti-den anden.. Man behøver ikke nødvendigvis kun at være fanget i en af boksene, f.eks. kan man godt være både i “pro-den ene” og “anti-den anden”, men det vil være sjældent at man er “pro-den ene” og “pro-den anden”, men det kan dog lade sig gøre..

Typisk vil man kunne se hvor folk hører til, ved at se hvordan de omtaler og forholder sig til de to parter.. F.eks. vil en person der er “pro-den ene”, primært beskæftige sig med at omtale “den ene” i positive forhold og/eller søge at holde en apologetisk indgangsvinkelt til “den ene”, hvorimod en person der er “anti-den ene”, vil forsøge at fremhæve overtrædelser og fejl ved “den ene”..

Typisk vil “pro-den ene” og “anti-den ene” have mange sammenstød, men reelt aldrig rigtig nå hinanden, da deres præmisser for diskussionerne, er diametrale modsætninger.. Det samme gør sig naturligvis gældene for en “anti-den anden” og “pro-den anden”..

Det er min formodning, at “anti-den ene” og “anti-den anden” sædvanligvis heller ikke vil nå særlig langt, ud over måske bare at få bekræftet at begge grupper er utroligt onde..

Det er min overbevisning, til gengæld, at mødes “pro-den ene” og “pro-den anden”, så er der stor chance for at få en oprigtig dialog, da begge personer ikke beskæftiger sig med de dårlige sider ved den anden, men fremhæver de gode ved sig selv og dermed kan finde ligheder i en positiv kontekst..

Jeg vil forsøge at illustrere min tese ved brug af Israel-Palæstinakonflikten..

Det er min formodning, at de fleste folk her i Danmark er enten pro-Israel, anti-Israel eller anti-Palæstina, mens jeg ikke tror at der er mange pro-Palæstina.. Det bygger jeg på folks udsagn om de to grupper i diverse debatter jeg har taget del i eller overværet..

Sædvanligvis vil en given diskussion starte med et angreb på enten Israel eller palæstinenserne.. Derfra kommer folk så ind og forsvarer den angrebne part og/eller angriber den anden part.. Debatten udvikler sig så derfra, indtil folk enten bliver trætte af at skændes og være uenige, eller administrator vælger at nu er nok nok og stopper diskussionen..

Som sagt mener jeg ikke at der er mange pro-Palæstinafolk, i hvert fald ikke her i Danmark.. Det er sjældent at jeg oplever folk der fremhæver positive ting fra palæstinensernes side.. Jeg ved ikke om det er fordi folk ikke mener at det er særlig vigtigt at fremhæve eller om der bare ikke er positive ting at fremhæve, men det ærgrer mig faktisk lidt.. Derimod virker det som om at forkæmperne for palæstinensernes rettigheder, har mere fokus på at fremhæve dårlige sider ved Israel i stedet..

For Israelgruppens vedkommende, synes jeg at det er ligeligt fordelt.. Man fremhæver både positive historier der understøtter Israel, samtidigt med at man fremhæver negative aspekter ved palæstinenserne..

Det er, kort og godt, min tese:o).. Jeg håber at folk vil “angribe” den;o)..

Hvad angår mig selv i dette forhold, så er det klart at jeg også tilhører en eller flere af disse “bokse”.. Jeg vil dog lade det være op til andre at afgøre med dem selv, hvor de mener at jeg hører til..

Mvh

Flyttedag..

14. oktober, 2009 af peterkal

 Nu er det godt nok noget tid siden, jeg sidst har fået skrevet noget herinde, hvilket skyldes hæftig studielæsning.. Hvilket vel er positivt nok?

 

 Men det påvirker også mit fokuspunkt, der mere ligger på politiske emner som Zionisme, anti-Zionisme, Anti-Semitisme, integration (kontra assimilation) og så videre.. 

 

 Det har jeg dog også skrevet om, men dog andetsteds.. Nu overvejer jeg dog at samle indlæggende, så de ikke ligger spredt end masse steder, så i de kommende dage, vil jeg flytte indlæg herover.. Forhåbentlig til interesse for jer læsere;o)..

 

 Mvh

Det er forkert at storme en kirke!

13. august, 2009 af peterkal

Det er et udsagn jeg er stødt på en del gange i dag..

Umiddelbart er jeg usikker på hvorfor.. Et af argumenterne er, at det er et helligt sted hvor folk kan have et helle, men underligt nok er det et argument der fremføres af ikke-religiøse, endog også af en, der ikke brød sig om religioner (!?)..

Anyway, mit spørgsmål går på hvorfor man ikke må rømme en kirke (eller storme, for dem der gerne vil have den konnotation med, det er jo altid rart med retorik:o)? Skal man så acceptere, at folk bare kan gemme sig i en kirke og så bare lade dem være der? Også hvis det er voldsforbrydere for eksempel? Er kirken en stat i staten i Danmark, som dansk lovgivning ikke har nogen ret til at bestemme over?

Disclaimer: Dette har intet med min holdning til irakerne at gøre og de er ikke emnet for min forespørgsel her, så lad os, så vidt muligt, holde dem ude af diskussionen..

Ser frem til input:o)

Mvh

Jerusalem, øget sikkerhed, dårlig cafeoplevelse og Afief

6. august, 2009 af peterkal

Der er et eller andet under opsejling her i Israel.. Det bliver ikke sagt i medierne, folk taler ikke rigtigt om det, ingen advarer dig om det, men det er tydeligt..

 Der har været et forsøg på et terroranslag eller der vil være det..

 Det er tydeligt at se, når man ser på sikkerhedsforanstaltningerne.. Hvor tasker normalt kun lige overfladisk skimmes, bliver de nærmest tømt for ting.. Hvor du normalt kun bliver tjekket på vej ind på busstationen, bliver busserne også tjekket ved ankomst.. Øget tilstedeværelse af politi og sikkerhedsfolk, både i Tel Aviv og Jerusalem.. Men alt sammen i en afslappet atmosfære, så måske er det ikke så alvorlig en trussel?

 Hvis jeg hører mere om det, vil jeg fortælle om det..

 Men jeg var i Jerusalem i går.. Igen, jeg kan slet ikke holde mig væk:o)..

 Denne gang for at tage en masse billeder og mødes med en ven.. Bare gå lidt rundt og nyde byen.. Jeg startede naturligvis med en tur til Grædemuren, hvor de sædvanlige tiggere gjorde det nærmest umuligt at opbygge en spirituel stemning der kunne henføre mig i bøn, som det nu hør og bør sig.. Tiggerne her er værre end fluerne, hvilket siger en del.. Det er ikke fordi jeg har noget mod tiggerne, forstår udemærket deres nød og er også klar over, at ifølge jødedommen, er det en ret mere end en forespørgsel om en almisse, men kan de dog ikke vente med at “angribe” folk til på tilbagevejen?

 Anyway.. Efter et veloverstået besøg ved Grædemuren og en masse småmønter lettere, kunne jeg bevæge mig videre i Jerusalem.. På vejen ud af den gamle bydel mødte jeg en arabere, der tilsyneladende kunne lidt dansk.. Lidt..

 ”Ahh, you from Denmark? Hvodan gå du? Det gå godt!”

 ”Øh ja, i lige måde da..”

 Fem shekel og en ikke særlig dyb samtale – på noget der skulle forestille at være dansk – senere kunne jeg så fortsætte.. Jeg vandrede lidt rundt i Jerusalem, indtil sulten tog over.. Heldigvis var det lige i samme øjeblik som jeg kastede blikket på en Cafe Hillel og ihukommende min sidste meget positive oplevelse med netop en Cafe Hillel, skyndte jeg mig glad og fro derover..

 Nuvel, jeg skal lige sige at begrebet “servicemindet” er ikke-eksisterende i Israel.. Eller det var i hvert fald hvad jeg troede, indtil mit netop omtalte tidligere besøg på en cafe af arten “Hillel”, så jeg forventede naturligvis lidt.. Bare en smule.. Men nej.. Det startede ellers meget godt.. “Er der internet her?” – “Ja, ved bordet derhenne, eller bordene lige udenfor!”.. Super, tænkte jeg.. Satte mig udenfor, hev computeren frem og gjorde mig klar til at bestille.. Nåja, bortset fra at jeg ikke havde noget spisekort.. Det fik jeg lov til at vente ti minutter på.. Efter ti minutter kommer tjenerinden ud og spørger om jeg har bestilt.. “Nej, ikke endnu..”

 ”Nu? Hvad kunne du tænke dig?”

 ”Et kort, så jeg kan se hvad I har?”

 ”Nåja, to sekunder..”

 Jeg fik et kort, kiggede det igennem.. Ville gerne have haft en salat eller noget pasta med laks, men det kunne jeg ikke få.. Til gengæld fik jeg – tilsyneladende – bestilt en pastaret med champignon.. Fint nok.. Jeg fik den bestilte limonana hurtigt nok, men lidt skødesløst.. Maden kunne jeg vente ti minutter mere på, men den skulle jo også tilberedes.. Da jeg så fik den, fik jeg til gengæld ikke noget bestik.. Jeg regnede med at hun var ved at hente det, men hun havde mere travlt med at småsludre med vagterne.. Ok, fint nok..

 ”Undskyld, kunne jeg få noget bestik?”

 ”Jaja, to sekunder, jeg har sagt det til hende..”

 Hvem? Nå, en anden tjenerinde, der lige kunne klare at lægge bestikket, mens hun talte med de andre.. Jaja, jeg skal naturligvis ikke forvente at der er tid til mig, hvis de skal tale, jeg betaler jo bare deres løn..

 Mens jeg sad og, hmm, nød pastaretten, skulle der fejes.. Også hvor jeg sad, hvilket fik mig til at undre mig over, om han mente at jeg var en del af skidtet der skulle fejes væk.. Nåja, han var araber, men alligevel, jeg tror mere at det at min fod skulle udsættes for kosten, var mere grundet i det manglende kendskab til begrebet “service”..

 Vagten, der sad ved siden af mig, røg fandt jeg ud af.. Det var heldigvis på det tidspunkt at jeg havde besluttet mig til at jeg var færdig, men da jeg skulle vente på regningen, fik jeg naturligvis mulighed for at dele hans cigaret.. Eller, jeg fik da i hvert fald al røgen, tak vagt..

 Jeg overvejede meget kraftigt om jeg skulle lægge drikkepenge, men belært af tidligere oplevelser, hvor du har ejeren løbende efter dig, fordi du åbenbart ikke havde lagt drikkepenge nok i følge ham, så valgte jeg alligevel at lægge lidt.. Men ikke så meget som de nok forventede, for byttepengene var pænt vekslet ud i mindre mønter, så jeg havde god mulighed for at lægge drikkepenge..

 Anyway, det var da i det mindste rart at lære, at den enlige gode oplevelse jeg havde, var netop det.. En enlig god oplevelse.. Man skal ikke blive forvænt..

 Jeg mødtes derefter med Afief..

 Afief er en israelsk araber, født i Tyskland, hvor han ville ønske at hans far var blevet, i stedet for at flytte tilbage til Israel.. Ikke fordi han mener at han har det dårligt i Israel, men han er ikke glade for religiøse mennesker, uagtet at de er jøder, kristne eller muslimer.. Afief er ateist og vestligt orienteret og det har han det godt med..

 Jeg var naturligvis interesseret i at høre, hvordan det er at være araber i Israel.. Åbenbart ikke så dårligt, som man ellers kunne foranlediges til at tro.. Der er naturligvis altid ting man kan påtale, men i det hele taget, havde han det godt.. Og det var ikke Israel der var skyld i ting der gjorde livet lidt besværligt for ham, men de religiøse.. Specielt i forhold til kærligheden havde det spillet ind.. To forhold, et til en beduin, et andet til en kristen arabisk pige, var netop blevet forhindret af det religiøse.. Ikke at det var et problem fra hans side, men fra pigernes familie..

 Han kunne også fortælle om nogle voksende undergrundsbevægelser i Umm al-Fahm, som ikke lod Hamas, Islamisk Jihad og andre lignende grupper meget tilbage i dårlig indstilling.. Noget der et eller andet sted kun vil kunne skabe opbakning til Liebermans forslag om at lade arabiske byer i Israel blive en del af et fremtidigt Palæstina..

 Vi havde også et par diskussioner om hvorvidt kattene var arabere eller jøder.. Specielt da tre af dem kom op og slå og de to som først havde teamet op med den ene, endte med at slås med hinanden.. Jeg var overbevidst om at de to katte var arabere og han var tilbøjelig til at give mig ret..

 Til sidst fulgtes vi ad til busstationen, han skulle tilbage til sin by, der ligger i nærheden af Natzerat, og jeg skulle tilbage til Tel Aviv.. Vi skiltes og gik hvert til sidst..

 Da jeg kom hjem havde han sendt følgende besked til mig på Facebook:

 Funny thing:D After I left you a guy(orthodox black hat jew) asked me for the way to the national library, I led him there, but as soon he knew that I am an arab he turned his back and wouldn’t even speak to me anymore.

Perhaps that helps in your interviews more than most questions I can answer.

 Og jeg kan næsten kun give ham ret..

 Problemet, det største problem, er at jøder og arabere undgår hinanden.. Man vil helst ikke have noget med hinanden at gøre, og så kan man ellers pleje alle sine tåbelige fordomme om den anden..

 Men alligevel.. I går sad en religiøs jøde og en ateistisk araber i Jerusalem og kunne tale om Israel og Palæstina uden at komme op og skændes og hade hinanden..

 Hav en god dag

Shabbat i Østjerusalem..

2. august, 2009 af peterkal

 Så er vi igang med endnu en uge.. Denne Shabbat tilbragte jeg hos venner i Østjerusalem, ca. 500 meter fra den gamle by, en stadig i den arabiske del af Jerusalem..

  

 Det var hos en familie af “bosættere”.. Disse farlige personager, der – om nogen – forhindrer fred mellem Israel og palæstinenserne..

 De er blandt dem, som Obama og andre vil have fjernet fra Østjerusalem og Vestbredden.. 

 

 Jeg vil ikke gå så meget ind på om det er rigtigt eller forkert, mere fortælle om mine oplevelser der..

 

 Jeg startede med at gå fra den gamle by til deres hus, hvilket jeg blev nødt til at gøre af en omvej, grundet gravpladsen der ligger ved siden af den gamle by.. Det var varmt og jeg slæbte rundt på en taske fyldt med de fornødne ting for Shabbat.. Og, for at være ærlig, jeg var ikke helt tryg ved at skulle vade ind i et arabisk område, især fordi det er meget synligt at jeg er jøde, og i og med at jeg er jøde på vej til hvor jeg var på vej til, var jeg en af “dem”.. 

 Ok, det var begrænset hvor nervøs jeg var, min ven ville ikke fortælle mig at gå dertil, hvis han regnede med at det ville inkludere nogen fare og jeg kom da også sikkert frem..

  Deres hus, som de har købt på helt lovlig vis, ligger klemt inde ved gravpladsen, lige ved siden af en moské (som jeg skulle få et ganske nært bekendtskab med i løbet af mit ophold), med en fantastisk udsigt, både mod syd ud over Yehudah og ud over Tempelbjerget..

 

 Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at tænke meget over hele situationen, især fordi at vagter er påkrævet for at kunne bo hvor min ven bor.. Jeg oplevede også hvordan begge sider forsøger at gøre det lidt surt for hinanden, uden nødvendigvis at være klar over det.. Uanset hvad, så er hensynet til naboen ikke fantastisk stort.. 

 Da vi bad aftenbøn og bød Shabbaten velkommen, startede et anlæg i “bosættelsen”, spillende Shabbatsange, MEGET højt og med MEGET dårlig lyd.. Hvis jeg havde været araber der boede lige ved siden af, eller bare i umiddelbar nærhed, ville jeg være temmelig irreteret over at skulle præsenteres for Shabbatsange på den måde..

 Jeg talte med min ven om det og han kunne forklare, at det var en tradition som vinder mere og mere indpas i Jerusalem, baseret på tiden da Templet stadig stod.. Dengang blæste præsterne i et horn seks gange op til Shabbat, fra et tårn i det ene hjørne af Templet.. Inskriptionen for tårnet står stadig skrevet på en af de overlevende sten fra den tid, hvilket er ret imponerende et eller andet sted.. Nutid og fortid bliver forenet, og tiden er ikke-eksisterende i Jerusalem..

 

 Anyway, jeg synes stadig at det var upassende, for man behøver jo ikke at irretere naboer unødigt.. Dog måtte jeg erkende at araberne heller ikke holdt sig tilbage.. Der var, går jeg ud fra, et bryllup som meget belejligt startede på Tisha b’Av (vores sørgedag), med masser af musik og fyrværkeri.. Og fyrværkeriet blev meget behændigt guidet ind over bosættelsen, så folk der bor der, ikke kunne undgå gener fra det.. Og musikken fortsatte til langt ud på natten..

 

 Så er der moskéen.. Jeg er glad for at jeg ikke er nabo til en moské til hverdag.. I Tel Aviv hører man ikke meget til dem, da Tel Aviv er en udpræget jødisk by.. Der er moskéer og en stor arabisk majoritet i Yaffo, som er vokset sammen med Tel Aviv, men i selve Tel Aviv er der ikke nogen, så vidt jeg ved..

 Men her var der en og det var man ikke i tvivl om.. Det var en meget interessant oplevelse, når de kaldte til bøn.. Først hører du en høj stemme i nærheden, der bevidner at der ingen gud er uden A-lah og at Muhammad er hans profet.. Så starter en stemme lidt længere væk, og da det er tidligt om morgenen, lægger man sig til at sove igen, da man er glad for at det bare var det.. Men det var det ikke, for den stemme man troede var moskéen lige ved siden af, var moskéen to kilometer væk.. Først hører du lidt skratten fra højtaleren der bliver sat til.. Og så starter det, en stemme der lige så godt kunne komme fra en meget inderlig person, der stod lige ved siden af og råbte ind i øret på dig.. Fem gange om dagen, fra meget tidligt til meget sent.. Og fem minutter efter bliver det hele lige gentaget..

 

 Når det er sagt.. Jeg ville ikke kunne bo et sådan sted.. Risikoen for at blive angrebet, det ikke-eksisterende forhold til folk der skal forestille at være naboer.. Den mentale kamp der foregår mellem de to grupper.. Og så have børn der.. 

 

 Mvh

En sørgedag for Templet

30. juli, 2009 af peterkal

 På opfordring..

 

 Det er i dag Tisha b’Av i den jødiske kalender.. Den niende dag i måneden Av..

 

 Og hvad er der så specielt ved det? Jo, en række af de største tragedier i jødisk historie har valgt at ske på denne dag (i hvert fald i følge traditionen).. Både det første og det andet Tempels ødelæggelse, den jødiske by Betar blev erobret med titusinder af dræbte jøder, spaniernes udvisning af jøder og første verdenskrigs begyndelse er nogle af flere tragiske hændelser på denne dag..

 

 Det er derfor blevet en sørgedag, hvor vi faster, angrer vore synder og beder om tilgivelse.. Det er forbudt at deltage i noget som helst glædeligt, da det anses som upassende..

 

 På trods af at der er mange ting at forholde sig til en dag som i dag, vil jeg dog kun forholde mig til Templet..

 

 Jeg vågnede ret tidligt i morges, sov elendigt, hvilket egentlig også var mening.. Vi har en tradition med at sove på gulvet (eller i hvert fald at ligge dårligere end vi plejer), ligesom vi sidder direkte på gulvet eller på (meget) lave stole.. 

  Jeg var blevet holdt vågen af både varme og naboer som ikke tog denne dag særlig seriøst.. En faste OG sørgedag er ikke umiddelbart let at forholde sig til, selvom man er i Israel, når det både er ulideligt varmt og fugtigt og det ikke er alle der synes der er noget specielt sørgeligt ved dagen, udover at man skal se en masse triste miner hos alle de religiøse.. Og har man det allerede svært med dem, så hjælper dette naturligvis ikke..

  Jeg burde jo nok starte med i går aftes, da det traditionen tro er det Templet blev sat i brand, efter at romerne havde belejret Tempelbjerget i tre uger.. 

 

 “TEMPLET BRÆNDER!” Ya’aqov væltede ind af døren og forstyrrede de bedende -  “Templet brænder! De har sat ild i Templet!”.. Opstandelse, folk kunne ikke tro det.. Shmuel Aryeh ben Avraham stod bagerst i rummet og fattede det ikke.. Templet brænder? Hvordan? Templet kan da ikke brænde, Beyt HaMiqdash, Det Helligste af alle bygninger? Mændene væltede ud på gaden.. Selv om han så flammerne fra Templet, kunne Shmuel Aryeh ikke tro det.. Shim’on rev ham i trøjen: “Hvad skal vi gøre?”, som om at Shmuel Aryeh vidste det.. De løb op mod Templet, men kort før trapperne til Tempelpladsen, blev de stoppet af nogle romerske soldater..  “Vend om jøder, vi har allerede set nok af jeres blod, vil I også dø for jeres usynlige gud?”

 Han kiggede sløvt på dem, så på Templet.. På de døde kroppe ved toppen af trapperne, ilden der stod op fra Templets tag, leende romere der slæbte krigsbytte fra Templet.. Da gik det op for ham, Templet brænder! Han udbrød et skrig og flængede sit tøj.. “Lamah Eloha? Lamah Sabaqtanu?”

 

 Jeg ved ikke hvordan jeg ville have reageret hvis jeg havde været til stede dengang.. Havde jeg set rødt og angrebet de romerske soldater? Havde jeg brudt sammen og blevet passiv? Eller havde jeg tænkt på hvad Yochanan bar Zakkay sagde noget tid inden og havde kommet i tanke om, at han havde forudset at dette kunne ske? Ville jeg have løbet tilbage og fået fat i min kone og mine børn, for at få pakket lidt ting, så vi kunne flygte til Yavne, der skulle blive den jødiske religiøse hovedstad de næste mange år eller ville jeg have gjort noget helt fjerde?

 

 Vi mødtes i synagogen kvart over syv, hvor vi begyndte aftenbønnen.. Det var ret gribende og jeg måtte opleve mig selv sidde og fælde et par tårer ved tanken om katastroferne.. Specielt Templet stod centralt i mine tanker og jeg tænkte på første gang jeg så Vestmuren eller haKotel som den kaldes på hebraisk.. Jeg var nærmest skuffet, en mur der var så stor i den jødiske bevidsthed, fyldte ikke engang halvdelen af hvad jeg havde forventet.. Ikke at den ikke er stor (og reelt omfavner mere areal end jeg umiddelbart troede da jeg først kastede mit blik på den), fyrre meter høj, med endnu tyve meter under jorden, som man kan opleve ved et besøg i en tunnel, der går langs med muren, hvor man bl.a. kan se en port der fører ind i selve Templet.. Eller det der var Templet..

 

 Tilbage til gudstjenesten.. Den varede ca. en tre kvarters tid, hvorefter folk gik hvert til sit.. Jeg tog tilbage til min lejlighed, for at forsøge at få lidt søvn.. Det blev, som sagt, ikke til så meget søvn igen..

 Jeg vågnede i morges allerede klokken lidt over syv.. Sagde Mode ani, hvor jeg takker G-D for at lade min sjæl vende tilbage.. Vaskede mine hænder, sagde de første morgenbønner og gik så til synagogen..

 

 “Shmuel.. Shmuel..” Shmuel Aryeh kiggede op.. Hans hoved var dækket af aske, hvilket kun gjorde ham endnu mere uhyggelig at se på, efter at han havde siddet hele natten uden søvn og bedt og råbt ud efter svar.. Yael fik et chock da hun så ham ind i øjnene.. Udtryksløse øjne, helt tomme.. De samme øjne som altid smilte når de kiggede ind i hendes.. De samme øjne der fik hende til at føle sig som en ung kvinde, når han smilende holdt hende ind til sig.. Nu tomme for liv efter en nat uden svar.. Shim’on og en anden mand hun ikke kendte, havde bragt ham tilbage aftenen før.. Hun var fortvivlet over alt hvad hun hørte, men havde været lettet da hun så, at han stadig var i live.. Gershom forstod ingen ting af hvad der skete, men han var også kun tre år.. Han begyndte at græde da han så hans far og Yael havde måttet sidde med ham til sendt ud på natten før han endelig var faldet i søvn.. Heldigvis havde Miryam taget ud til sin onkel og tante inden belejringen..

 ”Shmuel, vi må gøre noget.. Vi kan ikke bare blive her..” Han kigge udtryksløst på hende.. Hørte han hende overhovedet? “Shmuel..” Han blinkede med øjnene, nikkede og rejste sig op.. Han havde ikke sovet, så han sprang de første morgenbønner over.. “Yael, jeg må se det igen.. Jeg kan ikke tro det..” Yael så bedende på ham.. “Shmuel, hvad med Gershom? Vi må ud af byen mens vi stadig kan..” Han kiggede ned i jorden og nikkede, livet kommer først.. Men hvorhen? Yavne? Han tænkte på Rav ben Zakkay.. Nej, først til Yaels familie i Beyt Lechem.. Yael var begyndt at samle nogle ting og Shmuel Arye begyndte at hjælpe til.. Han havde åbenbart lagt Tallit fra sig på et tidspunkt og han var ikke sikker på hvornår, så han sagde velsignelsen over det, “Priset være du G-D, universet Konge, som har helliggjort os og befalet os at tildække os med et bedesjal..” Yael kiggede på ham, mens han stod indhyllet i bedesjalet.. Hun kunne ikke undgå at få medlidenhed med ham.. Alt det han havde forladt for at blive en del af hendes folk og skabe et liv der.. Og nu havde han mistet det hele..

 Da de havde pakket de få vigtigste ting sammen, forlod de huset.. Yael bærende på Gershom, der heldigvis var for træt til at lave postyr af sig, Shmuel Aryeh bærende på de få ejendele de tog med sig.. De fulgte strømmen af mennesker, der ligesom de selv, havde besluttet sig til at forlade byen.. Ved byporten stoppede Shmuel Aryeh og kiggede tilbage mod Templet.. Eller rettere sagt, resterne af Templet.. Han fik en klump i halsen og tænkte på om han nogen sinde ville se Templet og Jerusalem igen?”

 

 Hvad ville man egentlig tænke i den situation? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg stadig ville have troet på G-D på det tidspunkt.. Ville jeg havde givet Ham skylden og fortvivlet afsværget Ham? Ville jeg give os selv skylden og mene at det var en straf for et eller andet? Ville jeg kunne lovprise G-D i en sådan situation? Jeg ved det ikke.. Det er for nemt at sige, at jeg, i den situation, ville have handlet heltemodigt eller trofast.. 

 

 Starten af gudstjenesten foregik som alle andre.. Dog med den forskel at vi ikke tager Tallit (bedesjal) og T’fillin (bederemme) på før senere i dag.. Vi startede med de indledende bønner.. Kom til Shma (trosbekendelsen som vi læser to gange dagligt – og som Shmuel Aryeh måtte læse på vejen til Beyt Lechem), derefter Amidahen og bagefter Torahlæsning, for endeligt at slutte af med de afsluttende bønner.. Så kom vi til det specielle, Sørgesangende.. Det to halvdelen af tjenesten, som varede ca. to timer.. To lange timer, når man sidder på gulvet og er alt for træt..

 Men de er smukke, omend sørgelige hymner, som vækker et eller andet i dig.. 

 

 Jeg sad dog og lod tankerne gå til Jerusalem.. Så tit som muligt, tager jeg dertil for at bede ved Vestmuren.. Jeg kommer typisk ned fra højre, fra den jødiske del af den Gamle By, med udsigt til pladsen foran Muren og både Klippemoskéen og al-Aqsamoskéen..

 Jeg må tilstå at jeg hader det faktum at Klippemoskéen er der.. Forstå mig ret, jeg hader ikke moskéen i sig selv, tværtimod, jeg synes det er en rigtig flot bygning.. Men den ligger præcis hvor Templet stod (ok, der er diskussioner om dette, men den gængse og stærkeste holdning er, at det er stedet), og den minder mig om hvad vi har mistet og hvad vi mangler, hver eneste gang jeg ser den.. En muslimsk bygning på det helligste jødiske sted i verden.. Det kan være det er noget af det, der gør at Muren også kendes som Grædemuren, omend det primært er ikke-jøder der bruger det navn.. Influeret af jøder der stod grædene ved Muren og bad om tilgivelse, er det ikke underligt at Muren fik det tilnavn.. Jødernes Grædemur..

 Det er en underlig mur.. Udover at være så gammel som den er, er den fantastisk velholdt og imponerende.. Men det er også det, “bare” en antik mur, tilbage fra romertiden.. Eller, sådan er det i hvert fald til man rører den.. Til jeg rører den.. Jeg ved ikke om jeg bare er et meget følsomt menneske eller om der er noget ved Muren, men jeg er altid MEGET påvirket af at stå ved den og bede ved den.. Det er hjertet, verdens centrum.. Zion, fokuset for jødisk bøn igennem så mange tusind år..

 

 Jeg ser frem til den dag vi vil genopbygge Templet.. Jeg beder om at se dagen hver dag.. Men jeg mener ikke at det ligger i vore hænder, det er op til G-D at sende Moshiach, så han kan begynde genopbyggelsen af det næste Tempel.. 

 Indtil den dag må jeg leve med at se Klippemoskéen ligger der, hver gang jeg kommer til Jerusalem for at bede.. 

 

 Må G-D lade os se fuldkommen fred i nær fremtid..

 

 Mvh

HJÆLP!

14. juli, 2009 af peterkal

 Hej alle derude:o)

 

 Ok, jeg sidder her i Tel Aviv og, indrømmet, nyder at være hjemme, langt fra Danmark..

 

 Men, jeg har et problem.. Jeg vil jo gerne få skrevet lidt mens jeg er her, netop mens jeg er her.. Men her er problemet, jeg er tom.. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal forsøge at fortælle om..

 

 Det er ikke det, at jeg ikke kan finde på noget at skrive om, der er masser, men det meste vedrører konflikten eller mere moderne politiske problemstillinger for Israel, men det er ikke det jeg vil skrive om her (der har jeg en anden blog;o).. Nej, jeg vil gerne dykke ned i det religiøse og troen her.. Men hvad søren skal jeg skrive om?

 

 Det er derfor at jeg har brug for DIN hjælp:o).. Hvad vil du gerne, relateret til jødedommen eller bare religion i det hele taget, hører om?

 

 Ser frem til gode kommentarer:o)

 

 Mvh

10 Gode råd for et godt liv(?)

1. juli, 2009 af peterkal

 10 gode råd er vi blevet bedt om at nedskrive..

 

 Det var en svær en.. Generelt mener jeg ikke at gode råd kan begrænses i så lavt et antal.. Og så afhænger det jo også meget af person og situation.. Jeg ville alt andet lige, give en afrikaner i Zimbabwe råd der var vitterligt anderledes fra en dansker i Danmark.. Eller omvendt.. Reelt set tror jeg slet ikke at jeg ville give nogen af dem råd, hvis de opholdte sig i Afrika, siden jeg ikke aner en dyt om at leve dér..

 

 Men anyway.. Ti gode råd..

 

 1: Kend din plads.. Ikke så meget med at du ikke skal tro du er noget, men vid i det mindste hvem du er og hvad du kan tillade dig at kræve fra dine omgivelser..

 2: Lad være med at føl, at du skal bevise en masse over for folk omkring dig.. Bare vær dig selv og lad dig vokse i dit eget tempo..

 3: Sæt dig mål.. Og når du når et mål, så nyd det.. Men ikke for længe.. Og sæt dig derefter et nyt mål..

 4:  Stræb efter at være ærlig altid.. Ikke nødvendigvis på en ubehøvlet måde, men bare ærlig..

 5: Lov aldrig noget du ikke kan eller ikke har tænkt dig at holde.. 

 6: Hvis du endelig lover noget, så hellere love for lidt end for meget..

 7: Tag ikke alting for givet.. 

 8: Vær kritisk, men ikke unødigt kritisk..

 9: Vær tilstede i nuet..

 10: Og nyd dog for søren det liv:o).. Modgang går altid over i medgang og nogle gange skal selv modgangen nydes, den sætter jo bare livet lidt i perspektiv:o)..

 

 Håber der er nogen der får noget ud af det:o)..

 

 Mvh

De Tre Eder

1. juli, 2009 af peterkal

Som folk, der har fulgt lidt med i de forskellige pro/anti-israelske diskussioner, så er der nogle folk som har yndet at hive et helt særegent “trumfkort” frem i tide og utide: Satmar-jøderne..

 Hvad er der med disse jøder? Eller, denne gruppe af jøder? Ja, udover at især en speciel gruppering af dem, Netura Katai, er lagt for had i den jødiske verden, primært pga. deres trang til at hænge ud med notoriske holocaust-fornægtere og diverse anti-jødiske mennesker, så er der det ved dem, at de er imod eksistensen af staten Israel og ser Zionisme som blasfemisk..

 Folk der er imod Israels eksistens, hiver dem ofte frem og nærmest proklamerer at disse jøder er de sande jøder og alle andre jøder bare er “zionister” der i virkeligheden går imod jødedommen..

 En interessant form for ræsonnement.. Specielt fordi at de folk der “bruger” Satmar-jøderne i denne sammenhæng, slet ikke har fattet hvad modstanden reelt går ud på.. De ser bare nogle jøder med skæg, slangekrøller og sort tøj, som derfor må være helt exceptionel religiøse og dermed vidende om hvad jødedommen virkeligt siger..
 De samme mennesker vil for i øvrigt aldrig kunne forklare, endnu mindre se, forskellen på Satmar, Breslov, Lubavitch og hvad der ellers er af “ultra-ortodokse” jøder..

 Se, først og fremmest er betegnelsen “ultra-ortodoks” på sin vis forkert.. De omtalte jøder er ikke nødvendigvis mere ortodokse end f.eks. Datim Leumi (national-religiøse) eller andre ortodokse grupper af jøder.. Det er mere et spørgsmål om hvordan man forholder sig til den ikke-jødiske omverden der har skabt begrebet “ultra-ortodoks”..

 I Israel, og generelt inden for den jødiske verden, går de ind under betegnelsen “Haredim”, som dækker en brede gruppe af hassidiske grupperinger, nogle af dem som jeg allerede har nævnt..
 Når det kommer til Israel og Zionismen, så kan Haredim deles op i tre grupper: De der er imod Zionismen og Israels eksistens (der i blandt Satmar), den store brede midtergruppe som er neutrale i spørgsmålet og så gruppen der er pro-Israel og har en mere zionistisk orientering, der i blandt Chabad og Bresloverne..

 Men hvad er så grundlaget for denne uenighed Haredim imellem? Det er en kompliceret religiøs diskussion over tre punkter kaldet “De Tre Eder”..

 Oversat og forklaret, så lyder de som følger:

 - At jøderne ikke drager til Israel som en “mur”.
 - At jøderne ikke gør oprør mod nationerne (verdenssamfundet).
 - At nationerne ikke overdriver deres åg på jøderne.

 Det er uddraget fra Højsangen, baseret på tre vers:

 - Jeg besværger jer, Jerusalems døtre,ved gazellerne og ved hjortene på steppen: Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil! (2,7)
 - Jeg besværger jer, Jerusalems døtre, ved gazellerne og ved hjortene på steppen: Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil! (3,5)
 - Jeg besværger jer, Jerusalems døtre: I må ikke vække kærligheden, I må ikke vække den til live, før den selv vil! (8,4)

 Det kan være lidt svært at se hvordan de tre eder skulle kunne komme ud af de tre vers, men det skyldes en “midrash”, som er en form for bibelsk tolkning, noget jeg ikke vil komme ind på her, da det bliver for omfattende.. Alle er dog enige om udledningen til de tre eder, det er forholdene for dem der er stor uenighed om..

 Hvordan skal man så forstå de tre eder?

 Den første ed, om ikke at drage til Israel som en mur, forståes som at man ikke skal lave masse”Aliyah” (jødisk immigration til det Hellige Land).. Der er bud om at bosætte sig i det Hellige Land, men det går mere på individdet selv..
 Hvornår er der så tale om en “mur”? Hvor mange skal der til? Satmar mener at det er det der er sket i tilfældet med Israel, men for at der skal være tale om en mur, argumenterer den anden part, kræver det majoriteten af jøder og det har der ikke været tale om..
 Hvad angår det andet af budene, at ikke at gøre oprør mod nationerne, så argumenterer Satmar for at dette er sket i oprøret mod englænderne, mens den anden side argumenterer at englænderne gik mod nationernes vilje, da folkeforbundet allerede havde vedtaget at der skulle skabes en jødisk stat.. Til gengæld argumenterer Satmar at det burde have været araberne der skulle have givet denne accept, men den anden side argumenterer at et folk ikke udgør alle nationerne..
 Endeligt det tredje bud, som er rettet til nationerne.. De der argumenterer for Israels ret til at eksisterer peger på dette som et bevis på at nationerne selv brød de tre eder først, ved den forfølgelse der har været af jøder igennem tiden, for ikke at tale om holocaust, og dermed har sat de to andre eder ud af drift.. Der argumenterer Satmar at fordi nationerne brød deres løfte, berettiger det ikke jøderne til også at bryde deres løfter..

 Nuvel, dette er bare toppen af isbjerget.. Af andre argumentationer peges der på diverse lærde der har omtalt emnet gennem tiden.. En af de helt essentielle i diskussionen er RaMBaM (Rav Moshe ben Maimon, også kaldet Maimonides, jeg har skrevet lidt om ham andetsteds), som omtaler de tre eder i et brev til jøderne i Yemen, kaldet Iggeret haTeyman.. Brevet blev skrevet på et tidspunkt hvor jøderne i Yemen oplevede stor forfølgelse fra muslimsk side og rettede henvendelse til RaMBaM for at få at vide hvordan de skulle forholde sig til situationen.. RaMBaM afviser at de bør drage til det Hellige Land netop med fokus rettet på de tre eder..
 
 Dette mener Satmar viser at det er Halachah (religiøs lov) der viser at jøderne ikke bør oprette en jødisk stat (og slet ikke i det Hellige Land)..
 MEN! siger den anden side.. Dette kan ikke være Halachah fra RaMBaM, da det slet ikke bliver omtalt i hans Halachiske værk “Mishneh Torah”, der gennemgår forpligtelserne for jøderne.. Derimod understreger RaMBaM pligten for den enkelte jøde at forsøge at bosætte sig i det Hellige Land, ligesom han understreger at er man først immigreret til det Hellige Land, må man ikke flytte væk igen.. RaMBaM, siger de, forholdt sig til en konkret situation på et konkret tidspunkt..

 Endeligt er der spørgsmålet om “midrashen” om de tre eder er en Midrash Halachah, altså en lovgivende midrash eller om det er en Midrash Agaddah, en fortællende midrash..

 Så hele spørgsmålet om Satmar-jødernes modstand mod Israel findes i et internt religiøst spørgsmål, ikke et spørgsmål om arabernes rettigheder (mange Satmar-jøder bryder sig slet ikke om arabere, men det er en anden diskussion), og et spørgsmål der er utroligt kompliceret..

 Jeg håber dog at kunne have givet en hvis forståelse af hvad den diskussion går ud på:o)..

 Mvh