Derech haTorah

 På opfordring..

 Det er i dag Tisha b’Av i den jødiske kalender.. Den niende dag i måneden Av..

 Og hvad er der så specielt ved det? Jo, en række af de største tragedier i jødisk historie har valgt at ske på denne dag (i hvert fald i følge traditionen).. Både det første og det andet Tempels ødelæggelse, den jødiske by Betar blev erobret med titusinder af dræbte jøder, spaniernes udvisning af jøder og første verdenskrigs begyndelse er nogle af flere tragiske hændelser på denne dag..

 Det er derfor blevet en sørgedag, hvor vi faster, angrer vore synder og beder om tilgivelse.. Det er forbudt at deltage i noget som helst glædeligt, da det anses som upassende..

 På trods af at der er mange ting at forholde sig til en dag som i dag, vil jeg dog kun forholde mig til Templet..

 Jeg vågnede ret tidligt i morges, sov elendigt, hvilket egentlig også var mening.. Vi har en tradition med at sove på gulvet (eller i hvert fald at ligge dårligere end vi plejer), ligesom vi sidder direkte på gulvet eller på (meget) lave stole.. 

  Jeg var blevet holdt vågen af både varme og naboer som ikke tog denne dag særlig seriøst.. En faste OG sørgedag er ikke umiddelbart let at forholde sig til, selvom man er i Israel, når det både er ulideligt varmt og fugtigt og det ikke er alle der synes der er noget specielt sørgeligt ved dagen, udover at man skal se en masse triste miner hos alle de religiøse.. Og har man det allerede svært med dem, så hjælper dette naturligvis ikke..

  Jeg burde jo nok starte med i går aftes, da det traditionen tro er det Templet blev sat i brand, efter at romerne havde belejret Tempelbjerget i tre uger.. 

 “TEMPLET BRÆNDER!” Ya’aqov væltede ind af døren og forstyrrede de bedende -  “Templet brænder! De har sat ild i Templet!”.. Opstandelse, folk kunne ikke tro det.. Shmuel Aryeh ben Avraham stod bagerst i rummet og fattede det ikke.. Templet brænder? Hvordan? Templet kan da ikke brænde, Beyt HaMiqdash, Det Helligste af alle bygninger? Mændene væltede ud på gaden.. Selv om han så flammerne fra Templet, kunne Shmuel Aryeh ikke tro det.. Shim’on rev ham i trøjen: “Hvad skal vi gøre?”, som om at Shmuel Aryeh vidste det.. De løb op mod Templet, men kort før trapperne til Tempelpladsen, blev de stoppet af nogle romerske soldater..  “Vend om jøder, vi har allerede set nok af jeres blod, vil I også dø for jeres usynlige gud?”

 Han kiggede sløvt på dem, så på Templet.. På de døde kroppe ved toppen af trapperne, ilden der stod op fra Templets tag, leende romere der slæbte krigsbytte fra Templet.. Da gik det op for ham, Templet brænder! Han udbrød et skrig og flængede sit tøj.. “Lamah Eloha? Lamah Sabaqtanu?”

 Jeg ved ikke hvordan jeg ville have reageret hvis jeg havde været til stede dengang.. Havde jeg set rødt og angrebet de romerske soldater? Havde jeg brudt sammen og blevet passiv? Eller havde jeg tænkt på hvad Yochanan bar Zakkay sagde noget tid inden og havde kommet i tanke om, at han havde forudset at dette kunne ske? Ville jeg have løbet tilbage og fået fat i min kone og mine børn, for at få pakket lidt ting, så vi kunne flygte til Yavne, der skulle blive den jødiske religiøse hovedstad de næste mange år eller ville jeg have gjort noget helt fjerde?

 Vi mødtes i synagogen kvart over syv, hvor vi begyndte aftenbønnen.. Det var ret gribende og jeg måtte opleve mig selv sidde og fælde et par tårer ved tanken om katastroferne.. Specielt Templet stod centralt i mine tanker og jeg tænkte på første gang jeg så Vestmuren eller haKotel som den kaldes på hebraisk.. Jeg var nærmest skuffet, en mur der var så stor i den jødiske bevidsthed, fyldte ikke engang halvdelen af hvad jeg havde forventet.. Ikke at den ikke er stor (og reelt omfavner mere areal end jeg umiddelbart troede da jeg først kastede mit blik på den), fyrre meter høj, med endnu tyve meter under jorden, som man kan opleve ved et besøg i en tunnel, der går langs med muren, hvor man bl.a. kan se en port der fører ind i selve Templet.. Eller det der var Templet..

 Tilbage til gudstjenesten.. Den varede ca. en tre kvarters tid, hvorefter folk gik hvert til sit.. Jeg tog tilbage til min lejlighed, for at forsøge at få lidt søvn.. Det blev, som sagt, ikke til så meget søvn igen..

 Jeg vågnede i morges allerede klokken lidt over syv.. Sagde Mode ani, hvor jeg takker G-D for at lade min sjæl vende tilbage.. Vaskede mine hænder, sagde de første morgenbønner og gik så til synagogen..

 “Shmuel.. Shmuel..” Shmuel Aryeh kiggede op.. Hans hoved var dækket af aske, hvilket kun gjorde ham endnu mere uhyggelig at se på, efter at han havde siddet hele natten uden søvn og bedt og råbt ud efter svar.. Yael fik et chock da hun så ham ind i øjnene.. Udtryksløse øjne, helt tomme.. De samme øjne som altid smilte når de kiggede ind i hendes.. De samme øjne der fik hende til at føle sig som en ung kvinde, når han smilende holdt hende ind til sig.. Nu tomme for liv efter en nat uden svar.. Shim’on og en anden mand hun ikke kendte, havde bragt ham tilbage aftenen før.. Hun var fortvivlet over alt hvad hun hørte, men havde været lettet da hun så, at han stadig var i live.. Gershom forstod ingen ting af hvad der skete, men han var også kun tre år.. Han begyndte at græde da han så hans far og Yael havde måttet sidde med ham til sendt ud på natten før han endelig var faldet i søvn.. Heldigvis havde Miryam taget ud til sin onkel og tante inden belejringen..

 ”Shmuel, vi må gøre noget.. Vi kan ikke bare blive her..” Han kigge udtryksløst på hende.. Hørte han hende overhovedet? “Shmuel..” Han blinkede med øjnene, nikkede og rejste sig op.. Han havde ikke sovet, så han sprang de første morgenbønner over.. “Yael, jeg må se det igen.. Jeg kan ikke tro det..” Yael så bedende på ham.. “Shmuel, hvad med Gershom? Vi må ud af byen mens vi stadig kan..” Han kiggede ned i jorden og nikkede, livet kommer først.. Men hvorhen? Yavne? Han tænkte på Rav ben Zakkay.. Nej, først til Yaels familie i Beyt Lechem.. Yael var begyndt at samle nogle ting og Shmuel Arye begyndte at hjælpe til.. Han havde åbenbart lagt Tallit fra sig på et tidspunkt og han var ikke sikker på hvornår, så han sagde velsignelsen over det, “Priset være du G-D, universet Konge, som har helliggjort os og befalet os at tildække os med et bedesjal..” Yael kiggede på ham, mens han stod indhyllet i bedesjalet.. Hun kunne ikke undgå at få medlidenhed med ham.. Alt det han havde forladt for at blive en del af hendes folk og skabe et liv der.. Og nu havde han mistet det hele..

 Da de havde pakket de få vigtigste ting sammen, forlod de huset.. Yael bærende på Gershom, der heldigvis var for træt til at lave postyr af sig, Shmuel Aryeh bærende på de få ejendele de tog med sig.. De fulgte strømmen af mennesker, der ligesom de selv, havde besluttet sig til at forlade byen.. Ved byporten stoppede Shmuel Aryeh og kiggede tilbage mod Templet.. Eller rettere sagt, resterne af Templet.. Han fik en klump i halsen og tænkte på om han nogen sinde ville se Templet og Jerusalem igen?”

 Hvad ville man egentlig tænke i den situation? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg stadig ville have troet på G-D på det tidspunkt.. Ville jeg havde givet Ham skylden og fortvivlet afsværget Ham? Ville jeg give os selv skylden og mene at det var en straf for et eller andet? Ville jeg kunne lovprise G-D i en sådan situation? Jeg ved det ikke.. Det er for nemt at sige, at jeg, i den situation, ville have handlet heltemodigt eller trofast.. 

 Starten af gudstjenesten foregik som alle andre.. Dog med den forskel at vi ikke tager Tallit (bedesjal) og T’fillin (bederemme) på før senere i dag.. Vi startede med de indledende bønner.. Kom til Shma (trosbekendelsen som vi læser to gange dagligt – og som Shmuel Aryeh måtte læse på vejen til Beyt Lechem), derefter Amidahen og bagefter Torahlæsning, for endeligt at slutte af med de afsluttende bønner.. Så kom vi til det specielle, Sørgesangende.. Det to halvdelen af tjenesten, som varede ca. to timer.. To lange timer, når man sidder på gulvet og er alt for træt..

 Men de er smukke, omend sørgelige hymner, som vækker et eller andet i dig.. 

 Jeg sad dog og lod tankerne gå til Jerusalem.. Så tit som muligt, tager jeg dertil for at bede ved Vestmuren.. Jeg kommer typisk ned fra højre, fra den jødiske del af den Gamle By, med udsigt til pladsen foran Muren og både Klippemoskéen og al-Aqsamoskéen..

 Jeg må tilstå at jeg hader det faktum at Klippemoskéen er der.. Forstå mig ret, jeg hader ikke moskéen i sig selv, tværtimod, jeg synes det er en rigtig flot bygning.. Men den ligger præcis hvor Templet stod (ok, der er diskussioner om dette, men den gængse og stærkeste holdning er, at det er stedet), og den minder mig om hvad vi har mistet og hvad vi mangler, hver eneste gang jeg ser den.. En muslimsk bygning på det helligste jødiske sted i verden.. Det kan være det er noget af det, der gør at Muren også kendes som Grædemuren, omend det primært er ikke-jøder der bruger det navn.. Influeret af jøder der stod grædene ved Muren og bad om tilgivelse, er det ikke underligt at Muren fik det tilnavn.. Jødernes Grædemur..

 Det er en underlig mur.. Udover at være så gammel som den er, er den fantastisk velholdt og imponerende.. Men det er også det, “bare” en antik mur, tilbage fra romertiden.. Eller, sådan er det i hvert fald til man rører den.. Til jeg rører den.. Jeg ved ikke om jeg bare er et meget følsomt menneske eller om der er noget ved Muren, men jeg er altid MEGET påvirket af at stå ved den og bede ved den.. Det er hjertet, verdens centrum.. Zion, fokuset for jødisk bøn igennem så mange tusind år..

 Jeg ser frem til den dag vi vil genopbygge Templet.. Jeg beder om at se dagen hver dag.. Men jeg mener ikke at det ligger i vore hænder, det er op til G-D at sende Moshiach, så han kan begynde genopbyggelsen af det næste Tempel.. 

 Indtil den dag må jeg leve med at se Klippemoskéen ligger der, hver gang jeg kommer til Jerusalem for at bede.. 

 Må G-D lade os se fuldkommen fred i nær fremtid..

 Mvh